Danskere vinder Nitro League

af | 20 nov, 2023

Danskere vinder Nitro League


Vinderne af Nitro League sæson 14 er fundet, og denne gang var det bl.a. to danskere, der kunne snuppe titlen og de 6.000kr.

Det stod klart, efter League Play at RNL ROAR var favoritter, til at tage titlen i denne sæson af Nitro League. Rexo, Ne0n, Rezears og med Creamyy som udskifter, var rosteren der gjorde det. Efter et stærkt League Play, endte RNL ROAR på førstepladsen. Derfor havde de en fordel i playoffs, der gjorde at de automatisk startede i Upper Bracket semifinalen.


Upper Bracket semifinaler

Füchse Berlin Esports gik videre, efter de vandt over sidste års vinder, Morekats Gaming, i Upper Bracket kvartfinalen. Füchse Berlin Esports stillede op med Alyiuu, Yukeo og Matsgrey som faste spillere, mens Madssssss. var der som reserve. Efter sejren over Morekats Gaming stod de over for RNL ROAR i Upper Bracket semifinalen, hvilket resulterede i et dansk opgør. Füchse Berlin Esports startede stærkt med en sejr i den første kamp, men RNL ROAR kom tilbage og vandt serien 4-1. Dette sendte RNL ROAR videre til Upper Bracket finalen, mens Füchse Berlin Esports blev sendt ned i Lower Bracket kvartfinalen.

Ejby og DIVIZON vandt 4-2 over ReckenRockets H i Upper Bracket kvartfinalen, og stod klar til at møde HNVR Esports i Upper Bracket semifinalen. DIVIZON havde en udfordrende start og var bagud 3-0. Selvom DIVIZON hentede en sejr i den fjerde kamp og reducerede til 3-1, formåede HNVR Esports at sikre sejren med 4-1, hvilket sendte Ejby og DIVIZON ned i Lower Bracket kvartfinalen.

 

Lower Bracket kvartfinaler
Füchse Berlin Esports var nu tvunget til at kæmpe sig til mesterskabet fra Lower Bracket af, og stod over for ReckenRockets H i Lower Bracket kvartfinalen. Dog stødte de ikke på nogen problemer i Lower Bracket kvartfinalen, da de hurtigt lukkede kampen med en 4-0 sejr og gik videre til Lower Bracket semifinalen.

DIVIZON var også på en overlevelsesmission, ligesom Füchse Berlin Esports. Denne gang skulle de besejre sidste års vinder, Morekats Gaming. Kampen startede lovende for DIVIZON, da de sikrede sig to sejre. Dog udlignede Morekats Gaming til 2-2 i løbet af kampen. Til sidst lykkedes det DIVIZON at lukke kampen med en 4-2 sejr og gå til Lower Bracket semifinalen, hvor de skulle møde Füchse Berlin Esports.

 

Lower Bracket semifinalen
De danske opgør var ikke sat på pause, og i Lower Bracket semifinalen stod DIVIZON ansigt til ansigt med Füchse Berlin Esports. Serien mellem de to hold udviklede sig til en intens serie. Füchse Berlin Esports sikrede sig sejren i den første kamp, men DIVIZON kæmpede tilbage, og et stykke henne i serien var stillingen 3-3, hvilket førte til et afgørende Game 7. Det syvende spil endte i overtid, og efter 1 minut og 20 sekunder blev kampen afgjort med en score på 1-2 til Füchse Berlin Esports, der dermed gik videre til Lower Bracket finalen.

 

Upper Bracket finalen
I Upper Bracket finalen stod RNL ROAR over for HNVR Esports og manglede blot én sejr for at sikre sig en plads i Grand Finalen. Efter at have ført 1-0, udlignede HNVR Esports til 1-1. RNL ROAR viste deres værd og vandt til sidst kampen 4-1, hvilket gjorde dem klar til Grand Finalen.

 

Lower Bracket finalen
Lower Bracket finalen var afgørende for Füchse Berlin Esports og HNVR Esports, da begge hold kæmpede om en plads i Grand Finalen. Füchse Berlin Esports startede stærkt med en føring på 1-0, men HNVR Esports vendte kampen og vandt serien, hvilket resulterede i, at Matsgrey, Madssssss. og Füchse Berlin blev elimineret lige inden Grand Final.

 

Grand Final
De to tophold fra League Play stod, som forventet, overfor hinanden i Grand Final. Duellen mellem RNL ROAR og HNVR Esports blev hurtigt afgjort med en overbevisende 4-1 sejr til RNL ROAR. De to danskere, Rexo og Creamyy, kunne dermed kalde sig vindere af Nitro League og tage hjem med de fortjente 6.000 kr.